Glædelig 1. december & noget om logistik!

Hurraaa, endelig er december her….

De sidste par dage har været lidt... åndssvage, hvis jeg skal være helt ærlig.
Uden at gå i for mange detaljer kan jeg sige, at 1. søndag i advent og 1. december morgen ikke blev som jeg havde tænkt mig  - OVERHOVEDET! Så jeg blev sådan lidt småbørnspigeteenagefornærmet, og var helt ligeså meget med til at lægge en dæmper på julestemningen!

The best laid plans….

Det understreger jo egentlig min pointe fra sidste indlæg om at fejle.. Man kan prøve alt det bedste man har lært, men resultatet og virkeligheden kan man aldrig forudsige!

Ikke desto mindre flyttede Niels & Nille ind! De sad foran nissedøren i morges, og havde skrevet et brev til Marcus, Laura og Nova Liv.

I brevet stod der, at de var Ib & Flemmings fætter og kusine fra USA, og at julemanden havde sendt dem. De havde fået til opgave at holde øje med børnene i december. Om natten flyver de hjem til julemanden og fortæller, om børnene har været søde eller ej.. Og næste morgen er de tilbage i det sorte træhus, og så må vi se, om børnene kan finde dem!

 Marcus udbrød; "Shit, det var godt de først kom i nat, vi opførte os vist ikke heeelt ordentligt igår!"

Og han havde ret! Det var noget med en leg, der endte i at kaste med puder, et smadret spejl og lidt for flabede børn.. De var ret irriterende i går, for at sige det ligeud! Men det var jeg også..

Den her t-shirt havde været handy i går!

Jeg var for træt, og ramt af TOTAL logistikpanik over arrangementer i skoler, vuggestuer, fritidshjem og danseafslutninger (i flertal) .. Husk lige en gave til pakkekalender i 0. klasse og et lille lys til 2. klasse, husk lige morgenmad på skolen (og købe ind til det), husk lige sutsko til klassen og Fritten (x 2 børn), husk lige vinterlysfest i vuggestuen, husk lige den der fødselsdag (gave - fuck), husk lige at gå på arbejde, husk lige at hente det ene barn i øst og det andet i vest, og husk at tage det tredje barn med, hvem gør hvad og hvornår.. Og der er jul, lektier, madpakker, aftensmad, vasketøj og andet hverdagstrummerum jo ikke rigtig regnet med.. Det er her man skal lære at sortere/prioritere, og tænke; "Hvad har jeg det bedst med at springe over, og hvem kan jeg slå mig sammen med?"

Min mand sagde i går aftes; "Nå men, vi skal jo egentlig ikke rigtig noget i løbet af ugen, vel?" Det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg havde lyst til at give ham en lammer.. Mellem øjnene.. Nu er han opdateret og trækker også vejret lidt hurtigere..

Men det der er så magisk ved børn (og ved at være mor) er, at de (og jeg) kan være så sindssygt hårrivende, kno-bidende, råbe-hysterisk irriterende den ene dag, og i morgen er en ny dag.. Så er vi videre! Man bærer ikke nag overfor sine børn.. eller sin mor (Gudskelov!!).

Og således sad Niels & Nille klar d. 1 december, med deres skælmske blik og ærmerne fulde af hemmeligheder og drillerier….. 


Alt på det lille juletræ er fra Netto.. Fra den indisk inspirerede potteskjuler, til juletræet til de små kager, der hænger på de falske grene ;-)

Rigtig glædelig 1. december!

Kommentarer

Populære opslag