Vi er nu godt inde i januar, og alt hvad der hedder nisser og julepynt er for længst pakket væk... Næsten..
Idag havde vi besøg af Karoline på 4 år, og hendes mor, far og lillebror Jakob på 10 mdr. Karoline og Marcus legede en rigtig god leg i stuen, mens vi voksne sad og spiste brunch. Ligepludselig stoppede Karoline op, og pegede forbavset på en lillebitte dør i væggen i vores stue. "Hvem bor derinde?", sagde hun. Marcus kiggede derover og sagde en smule uimponeret: "Det er da Ib & Flemming!"
Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg havde lavet en indgang til nisserne i december! Det blev efterhånden lidt koldt at gå ud i haven med risengrød og fredagsslik, og Marcus begyndte desuden at blive en anelse utryg over, hvordan Ib & Flemming kom ind i vores hus med adventsgaverne. For hvis de kunne komme ind, så kunne der vel også komme farlige monstre og onde hekse?! Ja, ja, fantasien fejler ikke noget!
Jeg måtte finde en løsning, og var en dag forbi en lille, gammel, støvet og skøn butik i Frederiksborggade (KBH K), som hedder "Model og Hobby". De sælger, blandt virkelig mange andre ting, tilbehør til dukkehuse! Heriblandt en dør til et dukkehus. Jeg købte den fluks, og tog den med hjem. Da vi kom hjem fra børnehave, aftalte Marcus og jeg, at vi ville lave en særlig nissedør, som kun nisser kunne bruge. De kan jo, som bekendt, trylle sig selv og gaver bittesmå, så de ville sagtens kunne komme ind af nissedøren, men det kan monstere overhovedet ikke! Vi lagde også et lille tæppe foran døren, så Ib & Flemming kunne tørre træskoene af, inden de gik ind. Det blev så også her vi satte risengrød, kiks, fredagsslik, you name it, frem til dem. Når Marcus og Laura sov, dryssede jeg mel ud på gulvet, og brugte Lauras dukker til at lave fodspor i "sneen".... Sikke et hit! :-)
Så hyggeligt. Vi har haft drillenisse i mange år efterhånden men det er første gang vi har en dør og hvor er det bare hyggeligt. Jeres dør er så fin, skal den sidde der hele året eller pilles ned igen?
SvarSletOg så er jeg iøvrigt vild med dit fokus på hverdagens magi, det minder meget om min tilgang til barndommen.
Tusind tak for din kommentar! Ja, jeg må indrømme, at døren er limet meget godt fast - så den hænger der hele året. Det er egentlig meget hyggeligt, og når vi får nogle på besøg, der ikke har set døren før, får de hele historien af børnene. Og det er jo skønt at se dem med julelys i øjnene i august måned ;)
SvarSlet