Vinterblues?
Jeg er normalt stor fan af vinter... Jeg elsker hyggen indendørs, stearinlys, ild i pejsen, fuld knald på lyskæderne, varm the, en god film og læssevis af bøger.. Elsker det!
Billede fra Pinterest |
Jeg har til gengæld fundet ud af, at jeg bliver meget påvirket af (mangel på) lys!
De dage, hvor solen aldrig rigtig titter frem... Det bliver bare ved med at være halvmørkt, gråt, råt, koldt, vådt... Dét, synes jeg faktisk er rigtig svært! Jeg bliver enormt træt, energiforladt og lidt kortluntet. Jeg keder mig hurtigt! Og så synes jeg, at man er meget mere social i de lyse måneder, og det savner jeg også i øjeblikket. Vinterlyset kan noget helt særligt, men jeg synes, der er flere grå i grå dage, end smukke, lyse frostklare dage i Danmark
Billede fra Pinterest |
Nok om det negative! Jeg har sat mig for at finde nogle lyspunkter (haha, forstod du den?) i den mørke vintertid, som jeg kan holde fast i, når jeg synes at hverdagen pludselig er kedelig og ensformig, istedet for hyggelig og særlig. Så her får du mine Top 5 punkter til at holde humøret højt i den mørke vinter:
1. Gå nogle flere ture, mens du hører Podcasts eller lytter til Lydbøger!
Jeg er ret fan af Podcasts, men synes også det er lidt mærkeligt at gå rundt i stuen og lytte... Så giver det mere mening for mig at lytte, mens jeg går. Jeg er meget glad for forskellige podcasts, fx: Frøkjær og Forfatterne, Morning Joe, Pod Save the People, Gyldendal Podcast og Pod Save America.
2. Sæt barren superlavt!
Jeg vil for eksempel rigtig gerne træne, og jeg har sat mig et mål om at komme i Fitnesscenteret én gang om ugen. Hvis jeg så kommer derop to gange, føler jeg mig på toppen! Sæt dine mål så lavt, at du virkelig skal gøre dig umage, for ikke at nå dem... Det føles faktisk virkelig fedt.
3. Tag initiativet!
Jeg skrev på Facebook for et par uger siden, at jeg ville gå i biffen samme aften og se Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, og om der var nogen, der ville med? Der var rigtig mange, der skrev at de rigtig gerne ville, og sikke en god idé osv. Jeg endte dog med at gå alene i biffen (er et par timer ikke varsel nok?!), og jeg hyggede mig helt vildt. Det var en vanvittig god film, jeg kom ud, og jeg havde sms'et med en masse venner og veninder inden, om at de ikke kunne komme, men skal vi ikke snart ses???? Man kan tage en masse initiativer, som ikke kræver, at man skal rydde op derhjemme først - det kan være at gå en tur i skoven med børnene, og skrive til en masse, om de vil med? Eller bif, svømmehal, skøjtehal, kom -over- til- varm -kakao, bål i haven... Man bliver selv så glad for at blive spurgt, ikk?
4. Ryk rundt på dine møbler!
Jeg er ikke meget inde i feng shui, men jeg elsker at rykke rundt. Det kan give stuen en helt ny energi, hvis sofaen bliver sat et andet sted, og pludselig mangler der noget i dét der hjørne, som man kan tage fra et andet rum, og så tager det om sig. Måske er man endda så frisk, at man har sat en tom skraldesæk midt på gulvet, så hver gang man finder noget legetøj, der er gået i stykker, eller ungernes hjemmelavede slim, som de ikke kunne finde i december, så kan man lynhurtigt kyle det ud...
Bonusinfo: Man kan også finde mange gode ting, når man sådan rykker rundt på møblerne... Sin mands vielsesring, for eksempel....
Bonusinfo: Man kan også finde mange gode ting, når man sådan rykker rundt på møblerne... Sin mands vielsesring, for eksempel....
5. Køb blomster og planter!
Når nu du alligevel har rykket rundt, kan du ligeså godt fise ned til den lokale blomsterhandler og købe blomster og/eller planter. Det hjælper på mit humør ihvertfald, når jeg kigger på friske tulipaner i vinduet, perlehyacinter på spisebordet, en ny, kæmpegrøn plante på stuegulvet, og bellis på sofabordet....
Fælles for alle de her punkter er jo faktisk også at gøre noget rart for sig selv... Det må man gerne have ekstra ekstra meget i baghovedet, hele vinteren... Hvad har jeg virkelig meget lyst til lige nu? Gør det! Og gør dig umage med at nyde det.... :-)
Billede fra Pinterest |
Hvad er dine bedste tips til at undgå Vinterblues?
Kommentarer
Send en kommentar