Yngste-musen 2 år

Åh, så blev min yngste pige 2 år!

Kender du den følelse, hvor man på den ene side synes, at hun da altid har været en del af familien, og på den anden side kom hun jo igår! Der kan ihvertfald ikke være gået 2 år…

Men det er der altså! Vi har en tradition herhjemme på deres fødselsdag, hvor vi inviterer Bedsteforældrene på selve dagen, hvis det er en hverdag. 

Jeg er først nu ved at blive menneske igen, efter min voksenweekend (måske er det derfor, at det ikke sker så tit!), så ærlig talt kan mit overskud ligge på et meget lille sted. Middagen bestod derfor af en skøn gryderet, som min mand havde lavet dagen før, til ris taffel, og så en citronmåne fra Emmery's, som jeg købte på vejen hjem.

Jeg var så glad for, at jeg ikke havde kørt mig selv helt ned med stress over, at alt skulle være perfekt og hjemmelavet. Huset var pænt beskidt, rodet og kaotisk - men vi hyggede os, og Nova forstår jo altså alligevel ikke det helt store.

På lørdag kommer hele familien til brunch - og vi glæder os! 

Jeg laver de nemmeste kager jeg kan! En tog-kage og en barbie-kage… Mere om det efter weekenden :)

Anyways, dette indlæg var både for at sige Hurra for min lille pige, men også for at minde mig selv om at vælge mine kampe. Er det vigtigt at kagen er hjemmebagt på en onsdag? Er det vigtigt at nå at gøre rent? Eller er det ligemeget? I sidste ende betyder alt det fine ingenting - det er ikke det jeg selv husker fra min egen barndom, og det er helt sikkert ikke det, mine børn kommer til at huske. Forhåbentlig kommer de til at huske en stemning. Sådan en der var god og rar, en følelse af at vi grinede meget, var sammen, spontane og nærværende. 

Resten tænker jeg egentlig falder på plads af sig selv.. Hvad tror du?

SUPERNOVA:

Elsker når hun laver det her fjæs.. Squish...