Når mor er syg….
Jeg har egentlig skræntet hele weekenden, men igår eftermiddags måtte jeg kaste håndklædet i ringen. Jeg ville bare lægge mig en time, men jeg kom ikke op af sengen mere den dag!
Og jeg var altså sådan rigtig syg, ikke sådan her:
Som mor skal det virkelig være slemt før man lægger sig i sengen en hel dag… Normalt tager man et par panodil, lidt mere sminke på og tonser videre. Jeg gør ihvertfald. Det er simpelthen så grænseoverskridende at give slip! Man får lidt dårlig samvittighed overfor sin mand, som må tage over på det hele (min mand tog i øvrigt fuldstændig over igår, og ungerne fik kylling, kartoffler og grøntsager til aftensmad - jeg havde givet dem pasta med pøller, eller risengrød på pølle - igen). Og man ved, at når man endelig får kæmpet sig ud af sengen, ligner det, at der har været indbrud - flere gange, i ALLE rum. Det gjorde det også i dag, da jeg endelig kom ud af fjererne, men fred være med det. Respekt til min bedre halvdel!
(Jeg råber lige et KÆMPE high five og hvordan-helvede-gør-du-det til alle single mødre & fædre, hvor der ikke lige kommer nogle og tager over, medmindre man beder om hjælp. Og det i sig selv er svært nok).
Men det var hele søndagen i sengen værd, for selvom det stinker at være syg, og jeg HADER at køre på halv kraft, så havde jeg også mentalt brug for en pause fra huslige pligter, morpligter og lortebleer.
Min mellemste er fx startet i skole, og vil meget gerne lære at læse nu med det samme. Som i nu nu nu! Og denne weekend var jeg fysisk og psykisk udmattet - tålmodighed, anerkendelse og pædagogisk indsigt var væk! Så det var nok meget godt, at det var far der lavede (rigtig) mad, læste lektier og puttede i seng…..
Kan du finde ud af at give slip når du er syg?
Kommentarer
Send en kommentar