Magi i hverdagen
Kender du det, når man brænder for mange ting her i livet, men man ikke altid får sat ord på? Det er jeg i gang med i øjeblikket.... Altså at sætte ord på.. De første 4, der faldt mig ind kan du læse om her - og lur mig så, om der ikke kommer flere lige omelette.
- Jeg elsker Sverige fordi, at selv i 2016 kan man tage på Ødegård i den svenske skov, og føle sig fuldstændig hensat til Bullerby. Børnene bruger deres fantasi på en helt anden måde end derhjemme, og så er der så vanvittig smukt, at de fleste steder ligner Astrid Lindgrens baghave.
- Jeg elsker at synge og optræde. Den passion udlever jeg gerne med showkoret Læderhalsene, som får det ene skøre job efter det andet. De har dog alle det til fælles, at de samler en hel bunke søde, sjove, kreative mennesker, som går sammen om at lære en masse sange og koreografier, og så ellers fyre et show af på scenen. Det er voksenmagi på højt plan...
- Jeg elsker at kyle mand og børn i bilen, og køre rundt i det Nordsjællandske, hvor vi bor. Mine yndlingssteder kan fx være Camilla Plums gård, hvor der er kattekillinger, kreativitet, dufte og magisk stemning, eller Gilleleje Havn, hvor fiskekutteren kommer ind med friskfanget fisk, og Adamsens sælger lune fiskedeller med remo.
- Mest af alt elsker jeg Magi. Sådan helt simpelt. Hvis man kigger efter, kan man finde magi i næsten alt. Min vigtigste opgave som mor (defineret af mig selv) er at hjælpe mine børn til at finde magien i hverdagen. Dét brænder jeg for! Af helvedes til! Når livet tager over, og jeg føler mig presset fra alle sider, er det til gengæld rigtig tit omvendt. Så er det børnene, der viser mig magien i hverdagen.
Hvis man altid har disse 3 punkter i baghovedet, sker der altså noget i hverdagen... Og når man glemmer dem, kan man kigge på sine børn, og kopiere dem.. For de gør det helt naturligt.
Relativt simpelt, og helt, helt magisk.
Hvad brænder du for?!
Kommentarer
Send en kommentar