Kære dig.....

..... der har en forventning til mig.... Der er noget jeg må fortælle dig;

Jeg hverken kan eller vil leve op til den.

Jeg tænker ofte over forventninger. De værste forventninger, er nok dem jeg engang havde til mig selv. Mit hjem skulle være pishamrende hyggeligt (og rent, og ryddet op, og have friske blomster), forventede jeg. Fødselsdagen skulle være gennemført ned til mindste detalje, forventede jeg. Børnene skulle være uden snot under næsen og nutella på fingrene, forventede jeg. Middagen skulle være gå-over-i-historien-sjov, og maden skulle være verdensklasse, forventede jeg. Alt skulle nærmest være perfekt? Hvis alt ikke var i det mindste tæt på perfekt, blev jeg skuffet på en eller anden måde.. 

Perfekt er et forfærdeligt begreb, synes jeg."Perfekt" i ordets brede forstand findes slet ikke, efter min mening. Dét, der er perfekt for mig, er jo ikke perfekt for dig. 

For 3 år siden ramlede mit liv på mange måder - ægteskabeligt, økonomisk og erhvervsmæssigt. På én gang. Indtil mit liv ramlede, havde jeg tårnhøje forventninger til mig selv og mit liv. Hele tiden. Og jeg var ikke rigtig glad.

Det sluttede lige dér, d. 14 januar 2013, da jeg fik mit 3. barn. Jeg lå med en lille, i øvrigt perfekt in every sense of the word, pige i armene, alene på en stor stue på Rigshospitalet og tænkte; SLUT med forventninger til mig selv OG andre! Og jeg har da aldrig været lykkeligere. Livet ER bare nemmere, når man tager én dag af gangen, mærker efter, hvad man har overskud (og lyst) til, og handler derefter. 

Den vigtigste detalje er, at man har det GODT med den beslutning man tager, uanset hvad konsekvenserne er. Man har det godt med beslutningen fordi, at det var den rigtige beslutning for én selv, i den givne situation.

Det er ret tydeligt at mærke, når nogen har forventet noget af mig, som jeg tydeligvis ikke levede op til. 

Jeg har oplevet det til fester, hvor jeg i starten af aftenen får at vide, at jeg er sjov og jo også vidst nok lige er hende der danser på bordene, som den allersidste! Hej, forventning! I det sekund jeg får det at vide, bliver jeg faktisk træt, og får lyst til at gå hjem og tage joggintøj på. 

Jeg har haft veninder, som har skældt mig ud og været sårede fordi, at de havde en forventning om, at jeg ville være der psykisk og fysisk for dem i en bestemt periode i deres liv - uanset hvordan mit eget liv så ud på det givne tidspunkt. 

Forventninger..... Prøv at lad vær' med at have dem! Til nogen! Ikke til dig selv, din veninde, din mor, din søster og slet ikke til din mand! (Jeg må tilføje her, at jeg ikke forveksler forventninger med ambitioner - dem har jeg masser af....)

Jeg forventer aldrig, at min mand kommer med blomster, eller at han husker noget, jeg sagde i sidste uge, som ville være fedt, at han gjorde i næste uge (det er eddemamer også tøset), eller, at han køber en bestemt gave, eller husker vores bryllupsdag. Sjøst - jeg forventer det ikke. Hvis min mand gør noget, som er sødt, kærligt og betænksomt, så gør han det fordi, han har lyst til det, og så bliver jeg enormt glad. Helt vildt glad. Måske mest fordi, at jeg slet ikke forventede det. 

Jeg tror, at jeg får mest ud af mit liv, hvis jeg lige netop ikke forventer noget, men sætter pris på alt. Mit eget overskud og min egen energi går op og ned, ligesom alle andre. Jeg passer på mig selv og min familie først, og det går jeg ikke på kompromis med. 

Så kære dig, der forventer noget af mig:

Jeg kan IKKE læse dine tanker, og jeg kan IKKE leve op til en forventning, som du har besluttet, at jeg skal leve op til. 

Jeg kan til gengæld rigtig godt lide at gøre dig glad, og det er SÅ meget nemmere for mig, når du fortæller mig, hvad du har brug for, istedet for at forvente noget af mig i stilhed.

Let me know.....